Christiania er for alvor gået i gang med et nyt, spændende kapitel. For i kølvandet på lukningen af Pusher Street er der opstået et vakuum og et åbenlyst behov for gode, ambitiøse idéer til nye arbejdspladser samt kulturelle og sociale initiativer. Tomorrow Collective ønsker at yde vores bidrag til dette nye kapitel – og det begynder med et pilot-iværksætterforløb over ni uger i efteråret 2025. Her vil både unge og mere erfarne iværksættere mødes i et motiverende og praksisnært læringsforløb for idéudvikling, samarbejde og regenerativ værdiskabelse. Iværksætterforløbet er inspireret af – og tager afsæt i – den særlige kulturelle kapital, som kun Christiania rummer: visionær og demokratisk tænkning, kollektivt iværksætteri samt kreativ og social fornyelse.
Kort fortalt...
Tomorrow Collective tilbyder 18 udvalgte deltagere – som alle har en særlig god Christiania-iværksætteridé – et intensivt iværksætterforløb over otte undervisningsmoduler af én dags varighed. Her vil deltagerne, i et kreativt og trygt rum, få mulighed for at videreudvikle idéen, afprøve den i praksis og blive klædt personligt og fagligt på til en fremtid som værdibaserede iværksættere. Efterfølgende evalueres forløbet med det formål at undersøge, om der er grundlag for en permanent iværksætterskole på Christiania.
Hvem er iværksætter-forløbet tiltænkt?
Adgangskravet for at komme i betragtning er, at du – udover at være over 18 år – er nysgerrig på alternative forretningsmodeller og demokratisk organisering, samt motiveret for at udvikle idéer, der bidrager til Christianias udvikling.
Hos Tomorrow Collective forestiller vi os, at de 18 deltagere er en god blanding af to hovedgrupper:
1) Den ene gruppe er nye iværksættere, som har en god idé de vil implementere på Christiania, men mangler rammer, værktøjer, netværk og støtte til at realisere den.
2) Den anden gruppe består af medarbejdere fra allerede etablerede Christiania-virksomheder eller projekter, som ønsker at udvikle eller fremtidssikre deres virksomhed eller projekt.
Vi har derudover et særligt godt øje til de unge iværksætterkræfter på Christiania. Så hvis du anser dig selv som ung, er det et plus. Men ikke et krav.
Hvad forventer vi af dig?
For at blive optaget på iværksætterforløbet skal du have en konkret Christiania-projektidé med dig. En idé, som du ønsker at arbejde videre med og konkretisere hen over de otte undervisningsmoduler. Det kan være et projekt, du selv vil skabe fra bunden, eller et projekt, som du vil realisere i den Christiania-virksomhed eller -organisation, du arbejder i.
Vi forventer, at du under iværksætterforløbet aktivt bidrager til en åben og respektfuld dialog – og til god fremdrift i det trillingeteam, du bliver en del af. Og at du – sammen med os andre – er med til at sikre, at der til stadighed er mentalt højt til loftet, og at der er både lyst og mod til at gå på opdagelse i spørgsmål, der virkelig betyder noget.
Moduler og indhold
De otte iværksættermoduler er bygget op, så de tager dig igennem hele processen fra idé til virkelighed. Efter forløbet står du med alt, hvad du skal bruge for at sætte dit projekt i søen – fra et skarpt koncept til den rette juridiske og logistiske knage at hænge det op på.
Modul 1: Indflyvning
På dette første opstartsmodul møder du de andre deltagere på programmet for første gang. Derfor er der også afsat tid til at præsentere dig selv og din projektidé. Når vi siger farvel efter dette første modul, har du og de øvrige deltagere et godt og nuanceret billede af, hvordan programmet bliver afviklet, og hvilke krav og forventninger vi har til hinanden. Ligeledes vil du vide, hvem dit trillingeteam er – altså de to deltagere, som du kommer til at arbejde tættest sammen med undervejs i programmet.
Modul 2: Idé med jordforbindelse
Det er ikke svært at få idéer. Men det er ikke nok, at du selv synes, din idé er god – det skal omverdenen også synes. Ellers bliver det op ad bakke at realisere den. På modul 2 ser vi blandt andet på, hvordan din iværksætteridé afspejler et reelt, oplevet behov eller en problemstilling på Christiania. Men også, hvordan du kan fastholde din egen energi, gejst og tro på projektet – selv på den mest kedelige grå regnvejrsdag, hvor alle åbenbart siger nej til dig og din idé.
Modul 3: Hvilken værdi skaber projektet?
På modul 3 arbejder vi med dit grundkoncept og kortlægger projektets værdiskabelse – både for dem, som projektet direkte henvender sig til, og for de eksterne samarbejdspartnere, som projektet ikke kunne være foruden. Med afsæt i denne værdikortlægning skal du gentænke og styrke dit grundkoncept, så det står knivskarpt.
Modul 4: Se bureaukratiet direkte i øjnene!
Som iværksætter kan du ikke undgå at skulle forholde dig til, hvordan du opretter en bankkonto, får et CVR-nummer, styrer bogholderiet og vælger den rette juridiske virksomhedsform. Skal din virksomhed f.eks. være en enkeltmandsvirksomhed, en forening, et ApS eller et demokratisk kooperativ?
Store spørgsmål – men det behøver ikke at være en showstopper. Overhovedet. På dette modul får du hjælp til at få styr på alt det, mange iværksættere helst ville være fri for. Du får de bedste organisatoriske og juridiske tips, anbefalinger og gode råd fra folk, der kan deres bureaukratiske kram.
Modul 5: Hvem skal med på dit drømmehold?
Gode idéer bliver kun til meningsfuld og konkret virkelighed, hvis du realiserer din ambition sammen med de rigtige mennesker. Så hvilke kompetencer og faglige profiler har du brug for på dit kernehold? Og hvilke eksterne samarbejdspartnere kalder dit projekt på? Disse spørgsmål følges op af en bredere diskussion om, hvilken organisationskultur og hvilke værdier der skal kendetegne dit projekt.
Modul 6: Hvad kan slå dit projekt ihjel?
Selv om det kan lyde lidt morbidt, får du på dette modul hjælp til at “slå dit projekt ihjel”. Det vil sige: Du identificerer alle de gode – og mindre gode – grunde til, at din iværksætteridé aldrig ser dagens lys. Med denne nye viden tegner du en udfoldet gameplan for dit projekt: En handlingsplan, der tager højde for de udfordringer, dit projekt eventuelt vil møde.
Modul 7: Christiania – here we come!
Du og de øvrige deltagere er nu klar til at præsentere jeres projektforslag for Christiania og omverdenen. Formen er en visuel og inspirerende udstilling, hvor det vil være helt oplagt at invitere relevante samarbejdspartnere og potentielle investorer med til ferniseringen.
Modul 8: Var det, det hele?
På det ottende og sidste modul ser du tilbage på iværksætterprogrammet sammen med de øvrige deltagere. Hvad var de faglige og personlige højdepunkter? Hvad har du særligt lyst til at tage med videre?
Det er også her, vi sammen undersøger, om der er interesse for at etablere et mere blivende fagligt netværk deltagerne imellem – og i det hele taget, hvordan I kan støtte hinanden i at få så mange af jeres initiativer som muligt til at blive til bæredygtige virksomheder eller nye kulturelle og sociale initiativer på Christiania.
Alle moduler byder på en blanding af praksis, konkret teori, refleksion – alene og i grupper – krydret med besøg fra partnere, netværk og iværksættercases fra Christiania og verden udenfor.
Hvor finder det sted?
Infomøde og alle moduler finder sted i Energiværkstedet, Mælkevejen 85B. Her er der indrettet smukke, hjemlige lokaler med langbord, thekøkken og sofahjørne – i hjertet af Christiania. Tæt på Pusher Street, Nemoland, Woodstock, Månefiskeren og Den Grønne Hal, er vi igennem hele forløbet tæt på meget af det, der kendetegner Christiania og dets historie.
Hvordan er programmet designet?
Pædagogisk og fagligt arbejder vi i Tomorrow Collective ud fra 3H-undervisningsprincippet. Det vil sige, at uanset hvad vi beskæftiger os med i forløbet, er det vores ambition, at du bliver inspireret både intellektuelt (hovedet), emotionelt (hjertet) og handlingsmæssigt (hånden).
Det er også vigtigt for os, at du på hvert modul bliver introduceret til perspektiver samt konkrete modeller og værktøjer, som du kan have gavn af, efter forløbet er afsluttet. Det betyder, at du kan koble det, du lærer på iværksætterforløbet, til dit eget personlige projekt og den virkelighed, du er en del af efter forløbet.
Som noget helt særligt har Kooperativt København derudover inviteret os til at deltage i Fabrika: En festival for fællesskabende iværksættere. Her vil hele iværksætterprogrammet få unik adgang og mulighed for at finde inspiration, netværk og partnere i andre, der også arbejder værdidrevet og med rødder i fællesskab.
Du får altså både værktøjerne og de samarbejdspartnere, der skal til for at komme godt afsted!
Hvad kan du forvente af os i Tomorrow Collective?
Fra Tomorrow Collective møder du Uffe Elbæk som gennemgående underviser og Frederikke Veirum Høgsgaard som projektleder. Uffe vil i sin undervisning dele konkrete værktøjer og erfaringer fra et liv som serieiværksætter. Frederikke vil være til stede både før, under og efter forløbet for at sikre en god start og afslutning på programmet. Efter forløbet vil hun også være den, der undersøger mulige næste skridt for en mere permanent iværksætterskole på Christiania.
Under hele forløbet vil vi gøre vores for at skabe et trygt og livskraftigt læringsrum, hvor du bliver taget i hånden hele vejen. Intet spørgsmål er for småt og ingen problemstilling er forkert at tage op. Alle perspektiver er velkomne, og vi forventer, at vi sammen tager ansvar for at skabe et trygt, ærligt og nysgerrigt læringsrum.
Hvad er historien bag?
Overvejelserne om et samarbejde mellem Christiania og Tomorrow Collective opstod i efteråret 2024 på et møde mellem Ditlev Nissen, mangeårig christianit og konfliktmægler, og Uffe Elbæk, en af initiativtagerne bag Tomorrow Collective.
Samtalen handlede om den forandringsproces, Christiania står i, og om hvorvidt Tomorrow Collective kunne bidrage til at revitalisere fællesskabet og støtte nye lokale initiativer – en ambition, der ligger i Tomorrow Collectives formål om at styrke lokale fællesskabers selvforvaltning og beslutningskraft.
Ditlev Nissen introducerede efterfølgende Tomorrow Collective for Mikkel Holst og Risenga Manghezi, projektleder for Forandringsplanen for Pusher Street. Det blev startskuddet til en række samtaler, hvor idéen om en lokal iværksætterskole tog form. I februar 2025 præsenterede Uffe Elbæk og Mai Sakamoto fra Tomorrow Collective projektets første overordnede tanker på Fællesmødet, hvor projektet blev modtaget med stor opbakning.
De næste tre måneder videreudviklede Anton Wang, andetårsstuderende fra KaosPiloterne, konceptet under supervision af Uffe Elbæk og sikrede opbakning fra Koordinationsgruppen for Forandringsplan for Pusherstreet.
Med Fællesmødet, Projektkontoret, Koordinationsgruppen for Forandringsplanen og flere Christianitter og Christiania-erhverv om bord er vi nu i gang!
Hvem kommer du til at møde?

Uffe Elbæk
Gennemgående underviser
Han vil generøst dele ud af sine mange erfaringer med at være serie-iværksætter gennem et langt liv. Blandt andet hvad han lærte af at være med til at starte ungdomskulturmiljøet Frontløberne, KaosPilot-uddannelsen, den internationale LGBT-begivenhed World Outgames og Alternativet.

Frederikke Høgsgaard
Projektleder
Hun arbejder i krydsfeltet mellem uddannelse, demokrati og bæredygtig omstilling.
Med mange års erfaring som projektleder, arbejder hun på tværs af sektorer, generationer og landegrænser. Centralt for Frederikkes arbejde er en stærk tro på fællesskabets kraft og værdien af at koble græsrødder med de formelle institutioner.
Datoer & tilmelding
Vi starter med informationsmødet d 18 august, hvor du vil få mulighed for at møde den gennemgående underviser på iværksætterprogrammet Uffe Elbæk og projektleder Frederikke Veirum Høgsgaard.
Frederikke og Uffe vil fortælle om ideen, ambitioner og forhåbningerne bag Christianias første iværksætterforløb. Der er sat god tid af til, at du kan få svar på alle dine spørgsmål om, hvordan programmet er bygget op, undervisningsformen og ikke mindst forventningerne og kravene til din Christiania iværksætteridé, som du skal arbejde med undervejs på programmet.
Onsdag, 1 okt. 18-21, modul 1: Indflyvning
Onsdag, 8 okt. 11-16, modul 2: Idé med jordforbindelse
Onsdag 22 okt. 11-16, modul 3: Hvilken værdi skaber projektet?
Onsdag 29 okt. 11-16, modul 4: Se bureaukratiet direkte i øjnene!
Onsdag, 5 nov. 11-16, modul 5: Hvem skal med på dit drømmehold?
Onsdag, 12 nov. 11-16, modul 6: Hvad kan slå dit projekt ihjel?
Lørdag, 22 nov. 11-16, modul 7: Christiania – here we come!
Onsdag, 26 nov. 18-21: modul 8: Var det, det hele?
Torsdag og fredag, 30-31 oktober, er vi særligt inviteret af Kooperativt København til at deltage i Fabrika: En festival for fællesskabende iværksættere. Her får du mulighed for at møde andre værdidrevne iværksættere – måske finder flere til dit team, fremtidige partnere eller blive inspireret til, hvordan din idé kan se ud i virkeligheden.
Hvis du og din projektidé bliver valgt til forløbet, er det gratis at deltage og inkluderer kaffe/the, aftensmad eller frokost på hvert modul – samt gratis billet til festivalen Fabrika.
Hvordan søger man?
Vi vil gøre vores for at skabe de absolut bedste rammer for programmet og håber, at hele holdet sammen vil være med til at forme et unikt, sjovt og lærerigt forløb. Når du søger, forventer vi derfor, at du kan afsætte tid og energi til at gøre din idé eller iværksætterdrøm til virkelighed – og at du som minimum kan deltage i alle modulerne
Derudover skal du:
- Være minimum 18 år gammel
- Have en god idé og en beskrivelse af, hvorfor den er vigtigt for dig, for Christiania og for verden
- Din idé skal have rod i Christiania og styrke Christiania som både område og fortælling
Vær opmærksom på, at man max kan være to fra hvert projekt på programmet. Hvis I er et større hold, må I altså vælge op til to, som repræsentanter for projektet.
Du er også velkommen til at lave en video, billedserie, model eller på en anden måde fortælle om din idé. Vi skal bare vide, hvem du er og hvorfor din idé er vigtig for dig, for Christiania og for verden, sådan som du har lyst til at formidle det.
Send ansøgninger og spørgsmål til: frederikke@tomorrowcollective.dk
Du kan også finde programkoordinator og projektleder Frederikke Veirum Høgsgaard på Projektkontoret på Christiania hver onsdag (dog ikke i juli).



